Fortællinger fra Goa.

Buksedrengen.

Han var nok fra et centraleuropæisk land. Han havde ikke rigtig styr på sit engelske.

Han var den eneste kunde i middagsheden hos den lille, unge skrædder fra Kashmir.

Ivrigt forsøgte han på tysk og med mange fagter at gøre rede for sit ønske. Han ville have et par cowboybukser, blue jeans eller blå denimbukser, som vi også kalder dem.

Men de skulle se brugte ud, der skulle klippes huller og rives og krattes i stoffet, så de kunne ligne ikke bare second-hand jeans, men også gerne third-, fourth- eller fifth-. Han ville gerne ligne en fattig yngling fra slummen, som det i nogle år havde været moderne at være solidarisk med blandt unge i venstreorienterede kredse i hans hjemland.

Hans begyndende grånende tindinger afslørede dog, at han ikke længere var helt ung. Efter mange års flid og slid havde han såmænd også opnået en vis status. Men dybt i sin sjæl havde han stadig et oprigtigt og endnu ikke udlevet ønske om at give sin sociale bevidsthed et ungdommeligt udtryk – gerne tilsat et stænk af anarkisme.

Så længe det ikke kostede ham mere end det beløb, skrædderen ville forlange.

Skrædderen selv lignede ikke en fra slummen. Ved at tage fra Kashmir til Goa hvert år i turistsæsonen havde han igennem de senere år fået del i den overflod af penge, som turisterne øste ud på at få deres ønsker opfyldt. Han havde dermed højnet sin levestandard, hvilket også kunne ses på ham.

Skrædderens ydre var et vigtigt vidnesbyrd om hans succes og en anbefaling af hans håndværk. Hans påklædning i tropevarmen var en nystrøget hvid skjorte og pæne mørke bukser – en skrædder værdig. Med sit glatte, sorte, blanke og pomadiserede hår fremstod han med en Valentinos tidløse skønhed, stumfilmsstjernen, som han nok aldrig havde hørt om.

Han ville gerne imødekomme turisternes ønsker, det var jo det, han skulle leve af. Men ind imellem var det svært at forstå dem. Denne kundes ønske var næsten for eksotisk. Skulle han, skrædderen, virkelig øve hærværk mod det tøj, han netop havde fremstillet ?

Det stred imod hans faglige stolthed, hans kærlighed til faget og respekt for materialet. Og hvad med hans gode navn og rygte ? Men allermest var han uforstående overfor, at nogen ville betale mange penge for tøj, som allerede var halvvejs ødelagt ved leveringen.

Skrædderen gjorde derfor endnu et forsøg på at inspirere sin kunde til at vælge

en anden mulighed. Han viste ham billeder fra sit modeblad, der lå på disken.

En tilfreds og venlig europæisk kunde havde for nylig efterladt det til ham og hans butik. Det lignede de kataloger, man i sin tid fik fra Daells Varehus. Her var fotos af mange pæne mennesker med nydelig påklædning. Der var intet at udsætte på nogle af disse modeller. Sådan gik de åbenbart klædt i det moderne Europa. Og skrædderen ville gerne vise, hvor dygtig han var til sit håndværk og til at ramme tidens stil.

Men den ihærdige buksedreng rystede på den genstridige, gråsprængte manke. Ventilation i bukserne, det var sagen.

Resigneret og bedrøvet rakte skrædderen ud efter den store saks. Alt for kunderne.

Lise Juhl, 2011

Den forsvundne kvinde

Der var opstandelse på hotellet. Alle talte om den forsvundne kvinde. Dagen før var hun ankommet med sin mand fra et centraleuropæisk land. De havde ved første øjekast lignet et almindeligt ældre par med mange års samliv og turistrejser bag sig. Men nu var der noget, der ikke passede helt ind i billedet.

Stuepigen fortalte det, og hotelmutter vendte det hvide ud af øjnene, mens hun udbredte sig om flere detaljer i historien, endog tjenerne kunne diskret og på forespørgsel bekræfte, at den 72-årige dame var forsvundet. Efter indkvartering på hotellet var det tilsyneladende velfungerende par gået en tur hen ad hovedgaden. Fra manden selv forlød det, at de havde nydt den første drink på en fortovscafé, hvorefter kvinden havde rejst sig og meddelt, at hun selv ville finde vejen hjem, mens manden drak en øl mere.

Men ved hjemkomsten til hotellet fandt han hende ikke på værelset. Han ledte efter hende på alle stier og veje rundt om hotellet, på stranden, i krattet og i hele området – uden resultat. Efter flere timers forgæves venten gik han til hotelmutter og bad hende om at efterlyse hans kone hos politiet og på diverse hospitaler. Rygtet sagde, at han græd på værelset hele natten.

Næste morgen i restauranten sad manden alene og ulykkelig med sin kop kaffe.  Atmosfæren og gæsternes samtaler var fulde af medfølelse for ham samt dæmpet udtalte fantasier om den forsvundne kvinde. Hun kunne være dehydreret, være faldet om og ligge bevidstløs i et krat. Eller værre, hun kunne have fået hjertestop og være umulig at identificere af dem, der fandt hende, hvis hun ikke havde pas eller andre papirer på sig. Eller måske var hun bare fremskredent senildement, faret vild og ude af stand til at fortælle, hvem hun var, og hvor hun skulle hen.

Manden fortalte først nu til de bekymrede gæster omkring ham, at han og konen

for et par år siden også havde været på ferie i Goa, hvor de boede på et andet hotel langt væk. Men på forslaget om, at man kontaktede dette, rystede han apatisk og opgivende på hovedet. Det var for usandsynligt, at hun var dér, mente han. For hotellet lå flere timers kørsel væk ved en anden strand langt sydpå.

En yngre kvindelig turist insisterede på, at hans kone måske alligevel var taget ud til dette fjerntliggende hotel fra dengang. Hvis hun nu hemmeligt havde sværmet for en tjener derude og var drevet af længsel efter at gense ham. Dette havde turisten selv prøvet. Men nej, manden anså denne mulighed for at være udelukket. Hun var jo 72.

Dagen gik, og det blev tid for aftensmad. En eksotisk duft af karry og marsala fornemmedes fra hotellets køkken, hvor kokken var i fuld gang med herlige, gastronomiske forberedelser. Gæsterne begyndte at indfinde sig i restauranten, kiggede sig om efter et bord med god udsigt – og stoppede så forbavsede op.

For her sad det ældre par allerede som de første gæster, som om intet usædvanligt var sket. Den forsvundne kvinde var dukket op igen. Manden var tavs og mørk i blikket, kiggede desorienteret ud i luften. Pludselig rejste han sig og gik lidt rastløs omkring, før han satte sig igen. Men kvinden smilede og så afslappet ud. Og desuden så hun rigtig godt ud i sin grønne silkekjole og med håret nyfarvet hennarødt.

På opfordring fra de forundrede og nysgerrige gæster fortalte hun muntert og gentog gerne sin historie om, hvordan hun bare havde taget en taxa ud til hotellet, hvor de boede for et par år siden. Hun mindedes den gode atmosfære fra dengang, navnet på hotellet og specielt hotelværten, som blev glad for at se hende, sagde hun og så drømmende frem for sig.

Men nu var hun altså kommet tilbage, sagde hun og sendte manden et uudgrundeligt blik.

Alle var lettede og kunne herefter med god samvittighed rette opmærksomheden mod menukortet og dets løfter om nye gourmetoplevelser.

Og tjenerne tog et foto af det genforenede par.

Lise Juhl, 2011   

Hun kom næsten flyvende ud af en drømmeverden, de ellers ikke kendte til, tjenerne. En

lille nips var hun. Yndig og let, med et væsen og en fremtræden, de ikke før havde mødt.

Som klippet ud af deres hemmeligste fantasier. Fra en verden med ret til legende lethed.

Hun var tydeligvis fra et andet sted på kloden med sine europæiske træk, det lyse hår, de blågrønne øjne. I sit hjemland var hun en helt almindelig ung pige, der ikke vakte speciel opsigt. Men her, klædt i indiske gevandter, sari, ankelkæder, smykker med glimmer og det lange lyse hår bundet op med indiske silketørklæder, var der en atmosfære af 1001 nat over hende. Som var hun en haremskvinde på friaften. Omkransede af den sorte kohl lyste hendes øjne som ædelsten. Luften omkring hende sitrede af lidenskab og længsel efter fremmed identitet.

Faktisk var det lukketid. Der var ikke andre turister tilbage i restauranten, og tjenerne, der havde været på arbejde siden tidlig morgen, var egentlig klar til at gå hjem og lægge sig, men denne åbenbaring kunne de ikke bare give slip på. Hun kvidrede og indsmigrede sig hos alle tre ungersvende, så de uden større overtalelse indvilgede i at servere dagens sidste ret for hende. Hun valgte en lokal indisk ret med mineralvand til. Hinduer drikker ikke.

Mens hun ventede på maden, viste hun dem nogle af sine kunster. Hun kunne sætte tomme skåle og askebægre på hovedet og balancere med dem, alt imens hun dansede på sine bare fødder. Hun hoppede yndefuldt rundt i restauranten til deres beundrende bifald og tilråb. Hun kunne også synge på indisk, strofer med sving og vibrato på stemmen som en heltinde i en rigtig bollywoodfilm. Alt imens hotelmutter fra tid til anden kastede misbilligende blikke fra døren, der stod på klem til receptionen.

Efter måltidet forlod hun restauranten, hvor de nu kunne lukke og slukke for i dag. Berusede af hendes magi fandt tjenerne vejen hjem til en kort nats drømmeløse søvn i deres ydmyge sovesal.

Hun gik ad trappen ned i gårdhaven, som nu kun var oplyst af stjernerne på den kulsorte himmel. Her gav hun sig til at danse – en sensuel slørdans - alene og lydløst i halvmørket ved havelygten foran de småhuse, hvor turisterne nu lå og sov. De så hende ikke.

Men nattevagten stoppede brat op i sin patruljering foran værtsparrets hus. Han stod stille i åbenlys tilbedelse. Og imens puslede det bag gardinet i døren til receptionen. Hotelmutters mand listede rundt en ekstra gang på sin vej til toilettet.

Næste dag var hun væk. Det forlød, at hun var taget tilbage til sit land et sted i Europa.

Eller havde det været et drømmesyn ?

Lise Juhl, 2011