Maj 2010, udstillingen "Patetiske begrundelser for liv, død og kærlighed", BIØ: 

Patetisk rose

Liv, død og kærlighed

og patetiske begrundelser for samme

Fornemmelse for det patetiske har de fleste

når vi fødes og når vi dør

og måske især midt imellem

i det vi kalder livet

Vi vil ses, høres, elskes

allerførst af MOR

dernæst også gerne af far og alle de andre rundt om vuggen

jo flere jo bedre

Se mig, hør mig - og elsk mig - helst

men hvis du ikke synes, du kan, så had mig

så er jeg da stadig vigtig for dig

og ikke bare et negativt aftryk i verden

en fejltagelse

en overset krumme

der faldt ned fra din brødspisende mund

ligegyldig for din nydelse

Så lad mig være din godbid

eller næstbedst: din torn i øjet

ja, sådan - og bare fordi

fordi hvad?

Uden kærlighed intet liv

formeringens nødvendighed for liv

eller er det nu igen reptilhjernen der er på spil?

Så lad mig da bare være en rose…

Pluk mig !

En rose er en rose...

Liv, død og roser

hvordan begrunde disse størrelser

patetisk?

Oh, at være en rose

der ifølge sin natur må udsende

sin underskønne duft

og vise sine drømmeagtige farver

så alt og alle må svømme hen som fisk i vandet

 i beundring

og patetiske ord

om skaberens mesterværk

Oh, at være en rose

der venter på biens sværmeri

fordi den ifølge sine bihjerneceller må tiltrækkes

af rosens overjordiske duft

Oh, at være en rose

der generøst deler ud af sit inderste væsens nektar

beruset af sin overrumplende natur

og den uundgåelige reptile tilbøjelighed

til at fortsætte livet derudaf

 helt uden skelen til patetiske spørgsmål

om liv, død og kærlighed

For uden liv ingen kærlighed – eller død for den sags skyld

- så bliver verden et ensomt sted at være

og der bliver langt imellem bierne

og roserne

Så derfor!

Patetik

Patetiske begrundelser for liv, død og kærlighed

Findes de?

Er det ikke bare sådan, at vi lever som vi nu bedst kan

ifølge vores gener, som vi end ikke selv har valgt  

 Eller kan vi andet?

Uanset hvor mange gode grunde vi kan have for at skifte ham

skifte hud, skifte art, skifte tidsalder 

    må vi nøjes med de begrænsede muligheder for

 at skifte navn, skifte land, skifte sko, skifte hårfarve

evt. de lidt mere komplicerede

 skifte kæreste, humør, størrelse, køn

For livet har vi ganske enkelt modtaget fra – ja, hvorfra?

Mens vi tænker over dette kan vi jo se

at træet vokser, som det nu engang kan

at krokodillen hapser efter hvad der kommer indenfor rækkevidde

tilskyndet af sin reptilhjerne,

at den store fisk æder den mindre, der æder den lille…

Og døden kommer – uden undtagelse - til alle –

på et for de fleste ukendt tidspunkt

                           som en tyv om natten, som de siger

og når vi mindst venter den…

Og kærligheden?

På trods af hjerte og smerte og kiv og ubelejlige tidspunkter

vinder den altid

udspekuleret sørger den for arternes videreførelse

eller sørger for at livet ind imellem er en dans på roser

 indtil tornene bliver for stikkende

men hov - var der begrundelser her?

Glem det og husk bare

at en rose er en rose er en rose…

Marts 2010, udstillingen ”Godhed, ondskab og en dejlig kop kaffe”, BIØ: 

Godhed og ondskab

2 sider af samme sag

komplementære som sort og hvidt

yin og yang

plus og minus

himmel og helvede

gud og djævel

glæde og smerte

liv og død

Og kaffen ?

Ja, lad os mødes på halvvejen over en dejlig kop kaffe

og snakke os frem til en erkendelse

måske endda en forståelse

af forskellighederne

og retten til dem.

Og lad mig så få en god lænestol,

en herlig bloddryppende krimi om en psykopatisk seriemorder  og en dejlig kop kaffe

– så har jeg det godt…!

Januar 2010, skriveværksted hos Nina Malinovski, BIØ: 

H2O

Jeg pibler frem af undergrunden, flyder i søer, ad floder, søger kysten for at forenes med min store familie i bugter og have

vælter mig rundt i det store hav

Jeg huser de første dyr på jorden

jeg nærer alt det grønne

trækkes op af brønde til menneskers og dyrs overlevelse

Jeg løber ud af hanerne i en kontrolleret strøm

når du drejer på håndtaget

Jeg fordamper i solens varme

fortættes i atmosfærens kulde

drypper ud af skyerne

Jeg er egentlig gennemsigtig

men tager gerne farve af mine omgivelser

Jeg smager lifligt, frisk, besk, salt, fersk

Jeg er kold, lunken, varm, blød, hård, blid, voldsom, livgivende, dræbende

Hvis du standser mig, holder alting op

DU

At se på dig

og lytte til din tavshed

får mig til at drømme

om andre

 muligheder end dem vi har

At se ud på regnen

og de sitrende blade

på de tynde grene

op mod den grå horisont

                           fylder mig med undren og længsel efter

at farverne snart springer ud

Lyt selv

Forsyn

Barnet leger,

taget ligger løst,

skytsengel i ulvedragt

skræmmer barnet væk

Den sårede engel

Den lille pige var meget stolt over at medvirke i Lucia-optoget. Pigerne i klassen havde øvet mange gange, og nu var den store dag kommet, hvor forældrene skulle opleve resultatet af deres anstrengelser. Moderen havde ellers travlt på sit arbejde, havde hun sagt. Alligevel havde hun i dag taget et par timer fri for at være med ved opførelsen.

Pigerne tog englekostumerne på, stillede sig op på række i skolens søjlegang. Musikken begyndte. Pigen koncentrerede sig om at få den rette glidende gang, som en let, næsten svævende engel. Hun var næsten lykkelig. Nu skulle moderen se, hvad hun kunne.

Men i sin iver efter at fange moderens blik, trådte pigen forkert. Hun overså det lille trappetrin, der førte ud i søjlegangen, vrikkede om og faldt på marmorgulvet, der var hårdt og koldt. Hun kunne ikke rejse sig.

Læreren kom løbende. Opførelsen blev afbrudt. 2 drenge fra klassen

blev sat til at bære hende hjem på en båre. Nu sad hun dér i sin smerte, skamfuld over at være årsag til alt dette postyr.

En anden gang laver vi en ny fest, havde læreren trøstende sagt.