April 2008, udstillingen "Målet er nået", BIØ:

3 haiku (renga) om FISK:

verden oprinder

havet vugger sine fisk

parringsdans opstår

amøber, fugl, fisk

firben, retur til to-ben

natur, kultur, sult

sild på tallerken

blomme på ryggen af den

sol over Gudhjem

I forbindelse med udstillingen Målet er nået er billedkunstneren Lise Juhl blevet stillet følgende 5 spørgsmål af vores reporter, og hun har forsøgt at besvare dem så ærligt som muligt:

Hvordan opfatter du titlen Målet er nået ?

Jeg opfatter titlen positivt, at jeg har investeret energi på at nå frem til et resultat, og at det er lykkedes. Og det gør mig glad.

Ligger der noget definitivt i det, er det samtidig en slutning ?

Nej, for mig er et mål først og fremmest en drivkraft og et delmål, der giver en platform for et nyt forløb.

Er et mål aldrig endeligt ?

Jo, for så vidt man er blevet mættet og ikke har lyst til - og ikke er nysgerrig efter - at søge nye mål inden for samme emne.

Hvordan optræder titlen i forbindelse med dine billeder på denne udstilling?

For mig har titlen været igangsættende i forhold til et emne, der optager mig meget lige nu: FISK - ja, de har jo været de første levende væsener på jorden, havets beboere, som vi alle sammen stammer fra, og som også altid har været tilgængelig føde i alle dele af verden, altså især når man bor ud til en kyst. Jeg er fascineret af fiskeri som handling, håndelag og håndværk: Det er udfordrende, livsfarligt, livsvigtigt - med et konkret mål: overlevelse. Målet er nået, når fangsten er i nettet, i hus, på tallerkenen, - og fisken opfylder sin bestemmelse ved at være fisk og samtidig være en del af fødekæden. Den når også sit mål, både når den lever og formerer sig i havet, og når vi spiser den.

Når jeg ser på dine fisk, opfatter jeg dem nu ikke som specielt spiselige, kan de spises ?

Njah, nej - man skal nok ikke umiddelbart kaste sig ud i at bide i f.eks. Lars Lånehaj, hvorimod bidesilden Viola nok lettere kan glide ned. Nej, spøg til side, grunden til at mine fiskebilleder ikke er endt som skueretter på tallerkenen er den, at jeg undervejs i processen er blevet fanget ind af, hvordan vi som mennesker ikke bare har udviklet os fra at være fisk, men at vi også stadig ligner dem så meget, at vi undertiden kan spejle os i dem. Prøv selv !

Spørgejørgen 22.4.08